Dansk vandteknologi skal sikre USA's drikkevand

22. marts 2024

Med en massiv investering i ny produktion i Georgia i USA, klipper den danske teknologivirksomhed Kamstrup i dag snorene til en historisk satsning på det amerikanske marked. Ambitionen er at afhjælpe et omfattende spild af amerikansk drikkevand og blive globalt førende på intelligent vandteknologi.

Med åbningen af nyt stort nordamerikansk hovedkvarter og produktionsfaciliteter markerer danske Kamstrup i dag en milepæl i strategien om at udbrede dansk vandteknologi til resten af verden.

Torsdag eftermiddag amerikansk tid åbnede den danske ambassadør Jesper Møller Sørensen sammen med Georgias guvernør Brian Kemp således den danskejede fabrik, der bl.a. skal levere ultrasoniske vandmålere, der kan identificere lækager i vandledninger. Og netop nedslidte og utætte vandrør er i USA så stort et problem, at man enkelte steder ser, at op mod 60% af drikkevandet går til spilde, inden det når amerikanernes vandhaner.

”Vandspild er et kæmpeproblem ikke bare i USA, men i store dele af verden. Men det kan vores danske teknologi afhjælpe, hvilket vi ser et globalt potentiale i,”

– Søren Kvorning, CEO i Kamstrup

”Vandspild er et kæmpeproblem ikke bare i USA, men i store dele af verden. Men det kan vores danske teknologi afhjælpe, hvilket vi ser et globalt potentiale i,” siger CEO i Kamstrup Søren Kvorning og understreger, at åbningen i Georgia derfor markerer et markant næste skridt for Kamstrup som globalt førende inden for intelligent målingsteknologi, men også for Danmark som vandteknologisk foregangsland.

Af samme grund var også Danmarks ambassadør i USA Jesper Møller Sørensen med til fabriksåbningen.

"Åbningen af Kamstrups nye fabrik markerer en vigtig milepæl i det dansk-amerikanske samarbejde inden for bæredygtig vandhåndtering og investeringer. Investeringen understreger danske virksomheders vedvarende engagement i at fremme den grønne omstilling og skabelse af arbejdspladser i USA. Det er fantastisk at se en dansk virksomhed, der er i spidsen for innovation og bæredygtighed, gøre en mærkbar indflydelse på det amerikanske marked," siger Jesper Møller Sørensen.

”Atlanta er et globalt knudepunkt for innovation, hvilket passer perfekt med Kamstrups fokus på teknologi og forpligtelse til at levere industriens mest avancerede og pålidelige vandmålingsløsninger,”

– Bruce Bharat, Vice President og Country Manager for Kamstrup

De nye faciliteter i Cumming, Georgia dækker et areal på 14.000 m2 mod tidligere 3.000 m2. Og valget af Georgia i Atlanta i det sydøstlige USA er ikke tilfældigt.

”Atlanta er et globalt knudepunkt for innovation, hvilket passer perfekt med Kamstrups fokus på teknologi og forpligtelse til at levere industriens mest avancerede og pålidelige vandmålingsløsninger,” siger Vice President og Country Manager for Kamstrup Bruce Bharat. Han er ikke i tvivl om, at Kamstrups teknologi har potentialet til at gøre de amerikanske vandforsyninger langt sikrere og mere effektive. Især udfordringer med knaphed i vandforsyningen, øgede omkostninger og et stigende befolkningstal udgør nemlig et stigende problem i mange stater.

”Det er disse problemer vores teknologi kan afhjælpe, og derfor har vi store forventninger til vores satsning i USA. At vi samtidig skaber lokale jobs, styrker kun forholdet og nærheden til vores amerikanske kunder og samarbejdspartnere,” siger CEO Søren Kvorning, der også deltog i åbningen.

Kamstrup betjener allerede amerikanske forsyninger i bl.a. El Paso, Texas; Jackson, Mississippi; Madison County, Alabama og Greer, South Carolina.

Baggrund

Danske Kamstrup har i dag en global tilstedeværelse i mere end 20 lande. I USA leveres intelligent målerteknologi og services dedikeret til at optimere produktionen og distributionen af rent drikkevand og på den måde reducere vandtab. Siden 2013, hvor forretningen åbnede i USA, har Kamstrup haft et fast fokus på at støtte amerikanske vandforsyninger med nye digitale og ultrasoniske målingsløsninger, netværkskommunikation og software-applikationer. Et vigtigt samarbejde – ikke bare for Danmark og Kamstrup, men i særdeles også for den amerikanske vandforsyning.

Kamstrup Water Metering er Kamstrups nordamerikanske tilstedeværelse. Kamstrup er ejet af det danske energiselskab OK. Globalt set er Kamstrup en ledende producent af systemløsninger til intelligent energi- og vandmåling. Produktsortimentet inkluderer målere til bolig, erhverv og industri udstyret med en hårdfør, ultrasonisk teknologi og software konstrueret til at analysere og digitalisere vandforsyningsopgaver.

I Nordamerika har Kamstrup fokus på at støtte vandindustrien og vandforsyninger med ultrasoniske målingsløsninger, netværkskommunikation og software-applikationer. For mere information, besøg vores amerikanske hjemmeside.

Kontakt vedrørende denne pressemeddelelse:

Mads Husted Nielsen, Press and Communication Manager

Tlf. +45 29 21 77 68