Ny udviklingsdirektør skal styrke Kamstrups innovation

1. August 2019

Teknologivirksomheden Kamstrup tilfører nye kræfter på udviklingsområdet med ansættelse af tidligere Grundfos-direktør Lars Enevoldsen, der bliver ny direktør for Kamstrups softwareudvikling.

Kamstrup har gennem årene investeret kraftigt i innovation, teknologi og produktudvikling og har i dag godt 350 medarbejdere der arbejder med innovation og udvikling. En god del af de 350 udviklingsmedarbejdere arbejder med software til virksomhedens intelligente måleløsninger. Det svarer til at hver fjerde medarbejder arbejder med udvikling, og alene i 2019 er det planen at investere knapt 13,5 % af omsætningen i Kamstrup på udvikling af nye produkter og serviceydelser.

”Gennem digitalisering hjælper vi forsyningsselskaber i hele verden med mere effektive måder at sikre rent vand og energi. Vi skal hele tiden finde smartere måder at bruge data på, så vi kan tilføre mere værdi til vores kunders forretning. Det vil vi blive ved med. Derfor vælger vi nu at styrke vores udviklingsområde med en dedikeret leder, der har mange års erfaring inden for innovation, produktudvikling og digitalisering”, siger Kim Lehmann, CEO for Kamstrup. 

Og det er netop med fokus på at udnytte data til gavn for klimaet og samfundet, som driver den nye direktør.

”Hvis vi anvender data rigtigt er der et kæmpe potentiale for at reducere spild af vand og energi. Ved at installere intelligente målere ude i alle huse, så får forsyningerne en reel mulighed for at påvirke forbruget og nedbringe eventuelt spild”, fortæller den nye direktør for softwareteknologi Lars Enevoldsen.”

Han tilføjer: ”Teknologi har altid interesseret mig og jeg glæder mig til at udvikle videre på de spændende løsninger, der i dag giver mange forsyninger et indblik i, hvad der sker i distributionsnettet. Vi skal fortsætte med at være de første og finde digitale løsninger og værktøjer, der kan gøre det nemmere at optimere forsyningsnettet og undgå unødig brug af vand og energi”.

For at opnå den største værdi for forsyningen og samfundet, vil Lars Enevoldsen også fokusere på at skabe flere samarbejder med partnere:

”Vores løsninger indsamler en masse viden, og den viden vil vi gerne, i samarbejde med kunder og andre teknologivirksomheder, bruge til at udvikle næste generation af løsninger. Data kan og skal bruges, så vores forbrug af ressourcer hele tiden anvendes mest effektivt”. 

”Vi vil gå forrest, når det handler om digitale løsninger, og det kræver først og fremmest nogle dygtige medarbejdere. Det er vi meget bevidste om, og derfor vil jeg også fortsætte det fokus, der er på uddannelse i virksomheden og ligeledes det gode samarbejde med universiteterne”, siger Lars Enevoldsen. 

Lars Enevoldsen kommer fra et job som Group Vice President for Digital Commercial Offerings i Grundfos, hvor han har opbygget sin erfaring gennem de sidste 24 år. Derudover er Lars næstformand for bestyrelsen hos Aalborg Universitet.

Lars Enevoldsen

  • 49 år og bor i Hinnerup med sin kone Birgitte og deres tre børn
  • Uddannet stærkstrømsingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Aarhus og HD(U) fra Handelshøjskolen i Aarhus
  • Startede som udviklingsingeniør hos Grundfos i 1995 og har siden haft flere ledende stillinger inden for innovation, teknologi og digitalisering i samme virksomhed. 
  • Seneste stilling var Group Vice President Digital Commercial Offerings
  • Næstformand for bestyrelsen hos Aalborg Universitet