Ændringen kommer i forlængelse af et større strategiarbejde og ifølge bestyrelsesformand Michael Løve har bestyrelsen i den forbindelse besluttet sig for at finde en ny profil til at lede Kamstrup igennem den næste strategiperiode, hvor der er ambitioner om at skabe en betydelig vækst.
”Kamstrup har igennem lidt mere end 5 år under Kim Lehmann leveret gode resultater og haft en flot udvikling i flere markeder, ikke mindst USA. I forbindelse med strategiarbejdet har jeg haft en god dialog med Kim om hans planer for fremtiden samt de krav vækstambitionerne i Kamstrup stiller til en direktør. Vi er i den proces nået frem til at afslutte samarbejdet og bestyrelsen går nu i gang med at finde en ny direktør”, udtaler Michael Løve.
Der er en stor, global efterspørgsel på Kamstrups intelligente måleløsninger og analyseværktøjer, hvilket de seneste års vækst og indtjening også afspejler. Kim Lehmanns indsats har betydet meget for selskabets stærke position, lyder det:
”Resultaterne taler for sig selv, og Kim (Lehmann, red.) har ydet en stor indsats, ikke mindst under COVID-19 og den efterfølgende globale komponentmangel. Bestyrelsen vil gerne takke Kim for, at selskabet står i en stærk position med fortsat stort vækstpotentiale,” siger Michael Løve.
Der er igangsat en rekrutteringsproces og CFO Henrik Rom er konstitueret som CEO fra i dag. Han vil i tæt samarbejde med resten af lederteamet sikre en fortsat stærk drift af Kamstrup indtil en ny CEO er på plads.
Kamstrup udvikler og producerer intelligente måleløsninger til vand, el og varme og har aktiviteter i mere end 50 lande verden over. Kamstrups målere og softwareløsninger spiller en stor rolle mange steder i verden i overvågningen og reduktionen af forbruget af ressourcer. Sidste år omsatte Kamstrup for DKK 2,8 mia og havde en ordreindgang på DKK 3,6 mia.
Spørgsmål rettes til pressechef i OK a.m.b.a. Rasmus Boserup på telefon +45 24971525