I fredags var der fest og godt humør hos Kamstrup. Virksomheden har gennem de seneste år oplevet stor vækst, og nu er der investeret i et nyt center for intelligent vandforsyning på over 10.000 m2. Minister Lars Chr. Lilleholt fik lov til at klippe snoren til de nye faciliteter.
Kamstrup oplever stigende vækst, og særligt inden for vandområdet har virksomheden oplevet en stor udvikling de seneste år. Ifølge Kamstrups administrerende direktør Per Asmussen var det den første intelligente vandmåler, der for alvor satte gang i væksten:
”Vi leverer rygraden til at skabe en intelligent forsyning, og da vi lancerede den første intelligente vandmåler for seks år siden på det danske marked, fik den en fantastisk modtagelse. Med den store opbakning fra de danske forsyningsselskaber, gjorde vi produkterne klar til at eksportere og i dag leverer vi til kunder i store dele af verden.” Per Asmussen fortsætter: ”Vores mål er, at en milliard mennesker skal forsynes med vand fra intelligente løsninger fra Kamstrup”.
Inden energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt foretog den officielle indvielse af det nye center, roste han Kamstrup for deres innovative bidrag til forsyningssektoren.