Hjørring Vandselskab har efter en udbudsrunde indgået et samarbejde med Kamstrup om levering af en intelligent løsning til deres forsyning. Kamstrup leverer en totalløsning, der blandt andet omfatter Kamstrups flowIQ® 2200 vandmålere, infrastruktur, fjernaflæsningssystem, installation og drift. Den nye teknologi giver mulighed for at optimere driften samtidig med, at forbrugerne i højere grad vil kunne følge med i deres forbrug.
”Vi ser frem til at kunne yde en endnu bedre service over for vores kunder, som nu slipper for selv at skulle aflæse deres vandmålere. Samtidig får de et meget bedre indblik i eget vandforbrug, da det er muligt løbende at få data fra målerne,” siger Tommy Mostrup fra Hjørring Vandselskab. Han fortsætter:
Med den nye teknologi får kunderne mulighed for ikke alene at følge deres vandforbrug, men også at reagere ved skjulte utætheder. Målerne har nemlig en række alarmer, som f.eks. kan advare ved lækage og brud. På den måde er det muligt at reagere tidligere og forhåbentligt stoppe en skade før den udvikler sig.
Fjernaflæsningen vil blandt andet skabe mere detaljeret viden om mulighederne for at optimere forsyningsnettet og den daglige drift.
”Vi ser frem til at levere en samlet løsning til Hjørring Vandselskab, hvor vi i samarbejde vil sikre en optimal udrulning af den nye digitale løsning,” siger salgschef Jesper Nørholm fra Kamstrup.
”Med den løsning Hjørring Vandselskab har valgt vil de være forberedte på den digitalisering, der i øjeblikket er fuld fart på i branchen. Samtidig har vi hos andre forsyninger set forbedringer af kundeservice. Det forventer vi også Hjørring Vandselskab vil opleve,” tilføjer Jesper Nørholm.
Aftalen indebærer, at Kamstrup står for udskiftning af 20.000 intelligente målere og etablering af et kommunikationsnetværk til at transportere data fra målerne. Derudover vil Kamstrup være ansvarlig for den fremtidige drift af netværk og vedligeholdelse af den samlede løsning de næste 15 år.
Udskiftningen af målerne vil begynde i starten af 2022 og forventes afsluttet ultimo november 2022.