Stor efterspørgsel på dansk teknologi til vand- og energimåling i Ghana

Danmark, 6. februar 2017

Kamstrup oplever i øjeblikket en stigende global efterspørgsel på intelligente måleløsninger og har netop indgået en aftale med Ghana Water om levering af 40.000 intelligente vandmålere. Det første og største projekt inden for intelligent vandmåling i Ghana.

Mange steder i Afrika er der store udfordringer med vandmangel, og der er behov for at tænke i bæredygtige løsninger. Ghana Water har med støtte fra Verdensbanken valgt at investere i ny vandteknologi, der kan skabe gennemsigtighed ift. vandforbruget og derigennem mindske vandspild. De har valgt en dansk løsning fra Kamstrup, der skal levere 40.000 intelligente vandmålere, der måler vandet yderst præcist og kan opdage lækager og rørsprængninger.

”Vi oplever, at der er et stort behov for bæredygtige løsninger i Afrika, særligt inden for energi- og vandforsyning. Aftalen med Ghana Water er tegn på, at de nu er ved at være klar til at investere i fremtidssikret teknologi, og det skaber selvfølgelig nogle gode forretningsmuligheder for os,” siger Per Trøjbo, Sr. Vice President fra Kamstrup.
I bestræbelserne på at vækste forretningen globalt er et samarbejde med Udenrigsministeriet uundværligt. Per Trøjbo fortæller: ”Når vi går ind på nye markeder, er der altid nogle kulturelle og forretningsmæssige hensyn, som vi skal tage. Der har vi et fantastisk samarbejde med Udenrigsministeriet og ambassaderne, som hjælper os med at forstå markedssituationen og åbne døre til at skabe de rette relationer.”
 
Udover aftalen med Ghana Water har Kamstrup allerede etableret et godt samarbejde med flere partnere og kunder inden for energibranchen i Ghana og har på nuværende tidspunkt leveret over 100.000 elmålere til blandt andet Electricity Company of Ghana.

Pressen er inviteret til at deltage i den officielle reception den 7. februar, der afholdes fra kl. 15.

”Den danske ambassade i Ghana glæder sig over at se den danske leverance af smarte vandmålingsløsninger. Som et land i hastig udvikling efterspørger Ghana ICT løsninger til sikring af effektive serviceydelser både i den offentlige og private sektor. Denne efterspørgsel har ført til flere forretningsbesøg af ghanesiske firmaer i Danmark, som ambassaden har arrangeret, og vi er naturligvis stolte over at have været det indledende bindeled i Ghana Water’s introduktion til Kamstrup.” 

- Tove Degnbol, Danmarks ambassadør i Ghana

For yderligere information kontakt:

Louise Vestergaard-Hansen
Brand Manager
+ 45 51 30 28 58