En attraktiv prispakke, erfaring fra lignende projekter og en projektledelse, der sikrer en effektiv udrulning af en fjernaflæst målerpark på el, vand og varme, var blandt de væsentligste årsager til, at Frederikshavn Forsyning har valgt Kamstrup som ny systempartner. Udover selve målerleverancen får Kamstrup også ansvaret for, at alle 55.000 fjernaflæste forbrugsmålere er installeret og i drift fra 1. april næste år.
Ordren fordeler sig på 26.000 vandmålere, 23.000 elmålere og 6.000 varmemålere. Med de fjernaflæste forbrugsmålere fårFrederikshavn Forsyning langt bedre mulighed for at opdage fejl på rør og ledninger. Dermed får forsyningsselskabet lettere ved at forebygge vandspild og lokalisere lækager på vand- og varmerør. Samtidig får Frederikshavn Forsynings kunder mulighed for at kunne følge nøje med i deres forbrug på selskabets hjemmeside og via en app til tablet og smartphone.
Effektiv udrulning
Udskiftningen af de 55.000 forbrugsmålere starter denne sommer og vil køre frem til marts 2016.
Det er Kamstrups effektive udrulningssystem, der sikrer , at alleprocesser af installeringen håndteres så hurtigt som overhovedet muligt, så installatørerne undgår spildtid. Efter installeringen har Kamstrup også ansvaret for driften og vedligeholdelsen i projektperioden.
”Med Kamstrups system bliver Frederikshavn Forsyning langt mere energieffektiv og i stand til at løfte den grønne omstilling i takt med, at mere af elforsyningen kommer fra vind og elpriserne kommer til at variere endnu mere, afhængig af udbud og hvornår på døgnet, kunderne forbruger deres el”, siger salgschef Anders Nystrup fra Kamstrup.
For yderligere oplysninger kontakt:
Adm. direktør Claus Reimann Petersen, Frederikshavn Forsyning, telefon: 20 90 24 50
Sales Manager, Anders Nystrup, Kamstrup, telefon: 25 39 28 50.Om Frederikshavn Forsyning
Frederikshavn Forsyning er en kommunal multiforsyningskoncern, som består af otte selskaber og cirka 210 medarbejdere. Det er vores opgave at sikre en stabil forsyning af el, vand og varme samt at sørge for behandling af spildevand og affald. Vi er en udviklende og attraktiv arbejdsplads med en decentral struktur, hvor medarbejdernes indsats og samspillet i organisationen skaber resultatet.