Per Asmussen har været direktør for Kamstrup siden 2007 og har stået i spidsen for elektronik-virksomheden i en lang periode med høj vækst. Kamstrup’s bestyrelsesformand Jørgen Wisborg udtaler: ”Det er med stor beklagelse, at Per Asmussen af helbredsmæssige årsager må stoppe i Kamstrup. Det er lykkedes Kamstrup under Per Asmussens dygtige ledelse mere end at fordoble omsætningen og mere end 4-doble indtjeningen. Per Asmussen har satset kraftigt på produktudvikling, og Kamstrup står derfor meget stærkt i konkurrencen og har desuden en meget spændende pipeline af nye produkter på vej. Kamstrup er derfor positioneret til at tage markedsandele og dermed fortsætte den kraftige vækst. 1. kvartal 2017 tegner således også til at blive det bedste kvartal i Kamstrups historie.”
”Kamstrup står for foden af en spændende udvikling med nye teknologier, der kan give forsyningsselskaberne muligheder for at optimere deres forretning baseret på faktuel og aktuel information. Jeg ser en lys fremtid for Kamstrup og er sikker på, at min efterfølger får det mest spændende job i Danmark”, tilføjer Per Asmussen.
Bestyrelsen vil nu i samarbejde med Steen Gerhardt Executive Services indlede en søgning efter en afløser for Per Asmussen, som vil fortsætte i jobbet indtil en efterfølger er fundet.For yderligere oplysninger kontakt venligst Jørgen Wisborg på 89 32 22 11.
Kamstrup producerer intelligente løsninger til måling og optimering af vand-, varme- og elforsyning i hele verden. Virksomheden med hovedkvarter i Stilling beskæftiger 1200 ansatte i 24 lande og forventer en omsætning på DKK 2 mia. i 2017.