Varme
Forsyningsservices
Varmetab
Digitalisering
Omkostningsstyring
Energieffektivitet
Datapålidelighed
Fjernvarme

Sæby Varmeværk optimerer fjernvarmenet med ny dataløsning fra Kamstrup

 

 

 

 

Dataovervågning og kundekontakt som serviceløsning

Aktivering af optimeringer uden ekstra arbejde

Effektivt værktøj til god kundeservice uden fysisk besøg

Kvalitetssikring af nye og reparerede varme-installationer

Sæby Varmeværk sætter skub i optimeringen af deres fjernvarmenet med løsningen Return Temperature Optimizer (RTO), som identificerer installationer med fejl og notificerer ejerne om problemet for at spare tid, penge, energi og CO2.

Hvem er Sæby Varmeværk?

Sæby Varmeværk er et forsyningsselskab med 5 medarbejdere og et opvarmet areal på ca. 680.000 m2, der siden varmeværkets opførsel har set en løbende stigning i forbrugere. Indtil videre har antallet af forbrugere toppet på 3.847 ved udgangen af 2023, men med snak om nye bebyggelser i lokalområdet ser tendensen ud til at fortsætte.

Sæby Varmeværk er et relativt simpelt varmeværk med kun 2 ledninger til at levere al varmen, og med tæt på 5 km mellem varmeværket og deres fjerneste forbruger vil der naturligvis ske et tryktab under rejsen. Derfor har de en naturlig interesse i at sikre, at varmeinstallationerne hos forbrugerne fungerer, som de skal, for at øge kapaciteten i netværket, bevare en stabil temperatur, opnå besparelser og samtidig overgå til 100% fossilfri varmeproduktion inden 2030.  

 
Se mere
Luk

Evig udvikling og konstant vækst

 Sæby Varmeværk, som vi kender det i dag, hører til i den sydvestlige del af Sæby, hvor det har ligget siden overgangen til naturgas og kraftvarmeproduktion i 1988. Dengang lå antallet af forbrugere på ca. 2.300. Her fik man desuden en gasturbine på 4,1 MW, som siden er blevet udskiftet med to gasmotorer på 6 MW el og 7 MW varme i 2001, hvor antallet af forbrugere var steget til omkring 3.000. 

I 2009 begyndte varmeværket at fokusere på vedvarende energi, blandt andet ved at installere en elkedel på 12 MW. I 2011 etablerede de et solfangeranlæg på ca. 12.000 m2, som siden er blevet udvidet til 37.313 m2. I 2015 installerede de en absorbtionsvarmepumpe for at effektivisere varmeproduktionen yderligere, og for at have en miljøgodkendt reserve fik de 2 år senere en ny kedel på 15 MW. Derudover er der også planer om at bygge et datacenter på varmeværkets grund i den nærmeste fremtid, hvor overskudsvarmen fra datacentret skal indgå i varmeproduktionen.   

Luk

Hvordan får vi mere ud af vores data?

 Hos Sæby Varmeværk havde de i forvejen udstyret deres kunder med fjernaflæste varmemålere, men uden for alvor at drage nytte af fordelene. “Alle vores målere var mere eller mindre fjernaflæste, så vi havde egentlig denne her fine målerpakke, som vi jo slet ikke brugte udover til at tage data hjem en gang om måneden,” siger Karsten Thiessen, Driftsleder hos Sæby Varmeværk. 

Derfor undersøgte Karsten Thiessen og Steffen Simonsen, Energirådgiver hos Sæby Varmeværk, om det var muligt at bruge deres data mere aktivt. Men som Karsten Thiessen fortæller, stod de over for mange ubekendte faktorer: 

“Vi ville godt arbejde noget mere med vores returtemperatur, men hvordan gør vi det? Og hvor finder vi tiden til det? Og hvem skal gøre det? Og hvordan gør vi nu med alle de henvendelser, vi både skal lave, og der måske også kommer tilbage?” 

Der var med andre ord en klar interesse for at gøre noget, men uden at vide hvordan og hvorledes. Derfor tog Sæby Varmeværk fat i Kamstrup for at blive klogere på, hvordan de kunne få mere værdi ud af deres Kamstrup-målere. Her blev begge parter enige om, at RTO-servicepakken var en oplagt løsning.

Hvad er RTO? 

Return Temperature Optimizer (RTO) går ud på at bruge data fra fjernaflæste varmemålere til at optimere fjernvarmenettet og på den måde spare på varmeværkernes ressourcer og forbrugernes penge. RTO er en serviceløsning, hvor vi hos Kamstrup tilbyder at sætte en energirådgiver til at tage sig af alt rugbrødsarbejdet forbundet med at finde de dårligt fungerende fjernvarmeinstallationer hos forbrugerne, sådan at dataindsatsen ikke stjæler fokus fra øvrige opgaver.

Kamstrup står for:

  1. Overvågning af returtemperaturen hos forbrugerne 
  2. Identificering af installationer med fejl
  3. Henvendelse til installationsejere om problemet
  4. Opfølgning på udbedringer
  5. Kontrol af indsatsens effekt

Læs mere om RTO her.

Formålet med at bruge RTO hos Sæby Varmeværk

 
RTO kan først og fremmest bruges som middel til at sænke returtemperaturen, men hos Sæby Varmeværk er målet i særdeleshed at øge den samlede kapacitet i nettet:

“Vores udfordring var ikke så meget, at der var en høj returtemperatur. Det handlede faktisk mere om at skabe mere kapacitet i vores net, sådan at vi kan sætte fremløbstemperaturen ned, fordi vi fik forbrugerne til at udnytte varmen bedre”

Karsten Thiessen, Driftsleder hos Sæby Varmeværk.

Sæby Varmeværks fokus på fremløbstemperaturen hænger sammen med deres brug af varmepumper, som der også er et ønske om at optimere: “Når man har varmepumper inde, så får de dårligere virkningsgrad, jo højere fremløbstemperatur man har. Så der bliver en sekundær optimering i, at jo lavere fremløbstemperatur vi kan få, des bedre økonomi kan vi også få på vores produktionsapparat,” siger Karsten Thiessen.

Aktivering af forbrugerne skaber flere optimeringer

For Sæby Varmeværk har RTO vist sig som en væsentlig gevinst i forhold til at sætte skub i forbrugerne med henblik på at optimere deres fjernvarmeinstallationer. “Der er ingen tvivl om, at vi har fået aktiveret nogle optimeringer ude i de enkelte anlæg, som egentlig ikke står mål med investeringen, men hvor folk gør det alligevel,” forklarer Karsten Thiessen og uddyber: “Vi får sat fokus på optimering, også hos dem, der bare skal justere nogle ting eller kan nøjes med at skifte en ventil.” 

Se mere
Luk

Det er nemlig ikke kun forsyninger, der er interesserede i energieffektivitet, men også helt almindelige borgere, der enten er interesserede i en mere overskuelig varmeregning eller ønsker en mere bæredygtig løsning. Med RTO kan Kamstrup prikke de lokale på skulderen og fortælle dem, hvis der forekommer fejl på deres varmeinstallationer, og hvor meget de kan spare ved at få dem fikset. Udover at komme forbrugerne til gode er det også en fordel for varmeværket, som Karsten Thiessen forklarer: “Vi opnår meget mere, end vi selv kunne med den tid, som vi lægger i det.”

Populært værktøj til kvalitetssikring

Udover at aktivere forbrugerne har indsatsen også vækket interesse blandt fagfolk, som Steffen Simonsen fortæller: “Vi har helt klart oplevet øgede henvendelser, ikke så meget fra forbrugerne, men mest fra fagfolk, VVS-folk, viceværter og sådan.” 

Den øgede popularitet skyldes, at Kamstrups energirådgiver kigger på data for hver enkelt varmeinstallation og måler effekten af udbedringer. Vi kan med andre ord se, hvis reparationer ikke er udført ordentligt. I starten førte det til lidt delte meninger, men det blev nu hurtigt vendt til en fordel, som Steffen Simonsen forklarer: “Nu er det bare blevet en helt naturlig ting, at de faktisk lige ringer og spørger – nogle gange endda på forhånd.” 

Netop denne udvikling fremhæver Karsten Thiessen som en af de mest betydelige følger af samarbejdet mellem Sæby Varmeværk og Kamstrup: “Det er måske den allervigtigste rejse, at vi indirekte begynder at vende tankegangen hos VVS’eren. De skal ikke bare aflevere et varmeanlæg, men også et varmeanlæg der kører ordentligt.” 

På den måde bidrager Sæby Varmeværk til at løfte det gennemsnitlige niveau på både udbedringer og nye installationer i deres netværk. Det øgede antal henvendelser har dog ikke betydet, at varmeværkets medarbejdere har fået mere travlt end tidligere: “De kontakter, vi har fået, er ikke et problem for os. Det er ikke sådan, at vi nu skal sætte en masse i sving for at de i endnu højere grad kontakter Kamstrup. Vi bliver slet ikke overbelastet.”

 
Luk

God og effektiv kundeservice

 
Som del af samarbejdet med Kamstrup har Steffen Simonsen fået adgang til deres RTO-data, og ifølge ham selv har det været et både nyttigt og tilfredsstillende værktøj i dagligdagen:

“Når jeg bliver kontaktet, vil jeg virkelig gerne hjælpe, og det føler jeg, at jeg har fået værktøjet til i RTO. Det er virkelig en fornøjelse.” 

Steffen Simonsen, Energirådgiver hos Sæby Varmeværk.

Hvor Steffen Simonsen før har været vant til at skulle ud til forbrugerne og se deres varmeinstallation med egne øjne, har han nu mulighed for at bruge sin tid mere effektivt: “Ved at have fået adgang til RTO’en har det været mærkbart nemmere for mig at gøre noget godt for dem, der har kontaktet mig.” På den måde kan han nemmere fokusere på de lidt mere specielle sager, som kræver hans syn på sagen.

Tæt samarbejde med god kommunikation

En væsentlig del af RTO-løsningen beror på, at samarbejdet mellem Sæby Varmeværk og Kamstrup holdes så let og gennemsigtigt som muligt. Ifølge Karsten Thiessen har det også været en vigtig del af projektet for ham: “Overordnet set så føler jeg faktisk, at Kamstrup har været rigtig gode til at holde os orienterede og tage de her møder. Der er opfølgning på tingene, og der bliver holdt øje. I giver os den interesse, som det også skal have.” 

Hos Sæby Varmeværk er man i forvejen gode til at tænke innovativt og tage initiativer for at optimere energieffektiviteten. For Kamstrup handler det derfor ikke om at fortælle dem, hvordan de skal gøre, men derimod at stå bag en serviceløsning, som støtter Sæby Varmeværk i at nå deres mål. I den forbindelse fortæller Steffen Simonsen også, at samarbejdet omkring RTO har fungeret upåklageligt: “Jeg er godt tilfreds med hele processen, og jeg synes, at vi har været fint involveret og er hele tiden orienteret.”

Måske er du også interesseret i...